Hyldest til Bamsemand, der fylder 50, 12. dec. 2014
Bamsemand er Michael og Michael er vores alle sammens Michael. Først var han “kun” min, men hurtigt blev han ping pong med alle tjenerne. Gæsterne fik øje på ham uden at kende ham, for Michael lyder også kælenavnet DecoMichael, da det er ham, der pynter værtshuset så fint uanset om det er jul, halloween eller bare forår!
Først i de senere år er Michael sprunget ud som vores allesammens Bamsemand! Altså Michael er nu også blevet en fabelagtig dygtig tjener, vellidt og værdsat af gæster såvel som kollegaer og ikke mindst af chefen, som også er forfatteren bag dette skriv.
Vejen hertil har som Michaels tidligere liv været fyldt af kraftfulde spring, som jeg tror du vil finde interessant.
Michael havde for eksempel aldrig været på værtshus, da jeg mødte ham en sommerdag i 2006!
 Jeg troppede op i hans blomsterforretning Stades Blomster i Kgs Lyngby lige bag ILVA og mødte her Michael og Louise! Om jeg var forvirret … jo det var jeg … for ved første øjekast troede jeg det var mand og kone. Relativt hurtigt fandt jeg dog ud af at Louise var søsteren – og phy ha’ så faldt dét på plads. Men om Michael (og måske Louise) ville gøre rent på Jernbanecafeen? Det var ret tvivlsomt for som sagt havde Michael aldrig været sådan et sted tidligere.
 Michael havde dog tidligere gjort rent SAMTIDIG med at han drev Stades, Bl.a. hos Kammeradvokaten og noget med et kontor, der skulle flytte til Axelborg og som så ikke længere krævede Michaels daglige indsats. Denne information havde jeg ved en pinsefrokost fået af en fælles bekendt, Jette Darny, som i en menneskealder har sørget for rent hos Kammeradvokaten, som er statens advokat og et sted med et utal af stilfulde marhogniskriveborde og således en kæmpe kontrast til “et værtshus”. Jette kunne i al fald ikke påtage sig værtshusopgaven, men er samtidig en dame, der har holdningen “Alt gælder om at kende de rigtige” hvorfor jeg pressede hende til at give mig et rengøringshint … og hun diskede så op med Michael, indehaveren af Stades Blomster.
Min eller rettere værtshusets rengøringshistorie før Michael er sådan set heller ikke uden kollorit. Da jeg overtog værtshuset, efter min mor, var det morgentjeneren, der lige ordnede toiletter og støvsugede inden han åbnede. Min mor gik så i krogene indimellem – og sådan gjorde jeg så også i de første år. Men … så kom der en ny morgentjener, som kendte en, der kunne gøre rent, sådan at han og jeg ikke skulle have rengøringsirritationer imellem os. Det kørte et stykke tid. Så fulgte morgentjener Lotte, der i starten godt lige ville tjene de ekstra rengørings-penge. Lotte fik dog hurtigt et større og større salg – og alle JERNBANECAFEEN’s tjenere er provisionsansatte. Da vi så en dag fik vi en henvendelse fra en kinesisk dame, der var en så dygtig sælger af grundig, kinesisk rengøring – til en meget rimelig penge. Lotte og jeg kunne ikke takke nej. Det gik i 1 eller 2 år … indtil jeg fandt ud af, at de unge kinesiske piger, der stod for rengøringen, slet ikke var studerende. Tværtimod, der var brug af falske ID kort … Samtidig viste den kinesiske rengøring, ikke at være grundig efter mine / danske normer. Så jeg skulle bare finde en ny løsning, så jeg kunne få det rent, blive fri – og retskaffen.
Således havde jeg både Jernbanecafeens bog med masser af fotos og hele sjælen med, da jeg nede i blomsterbutikken skulle sælge Michael idéen om i al fald at kikke på og overveje rengøring – og løbende udsmykning med blomster både ude og inde – af JC! Til slut takkede han OK til at se på sagen.
 Resultatet blev, at Michael og Louise på vej til grønttorvet hver morgen lige stoppede forbi JC, støvsugede, tørrede af og fik det hele til at ligne … D’Angleterre. Til højtiderne, når der virkelig skulle pyntes op, indkaldte de sådan lige naturligvis ekstra hjælpere, så de måske var 4 eller 5 mand på. Og tænk, alt dette havde jeg tumlet med ene kvinde, indtil da. Intet under, at gæsterne kunne se en forskel.
 Mange andre havde også stor glæde af al den kreativitet, der strømmede ud fra Stades Blomster. På overfladen kunne butikken ligne enhver anden lille, sød blomsterbutik. Men Michaels speciale var levering af firma buketter til fx. Højgaard og Schultz, NCC, opsætning af juletræet på Herlev hospital og løbende udskiftning af pynten i hospitalets svingdør. Sågar hele DTU måtte have hjælp fra Michael, når der fx. skulle deles priser ud – og der var besøg af ministre såvel som udenlandske gæster.
Rigmanden Fritz Schur – eller rettere hans butler (Der findes kun 7 af den profession i Danmark, har Michael fortalt mig) – trak også på Michaels evner. Både til kontoret på Eksplanaden og hjemme privat på Christianholms Slot i Klampenborg. Her skulle der også tænkes i temaer til de mange gæstebud. Det kunne være en simpel bridgeaften eller et pompøst Wienerbal. Ofte var Dronningen og Prinsgemalen blandt deltagerne, så fint skulle det være – og det formåede Michael at efterleve gennem mange, mange år. Og i årtier holdte Michael også kurser for borgerskabets fruer sådan bare lige indimellem alt dette,
Da Michaels kæreste Klaus rundede det halve århundrede primo 2010 skulle det markeres med en helt særlig ferie; fly til New York, skib til Caribien og cruise rundt mellem øerne. Alt sammen lykke og idyl, havde det ikke været for Michaels begyndende rygsmerter! Var det mon ren og skær dovenskab, iskiasnerven der spillede et pus eller …
Efter hjemkomsten fulgte måneder med diverse undersøgelser, indlæggelser, etc. Denne periode kunne i sig selv fylde sin hel egen artikel. Kulminationen var, at Herlev hjemsendte Michael, der var indlagt grundet en nyopdaget sukkersyge, op til en week-end, selvom han ikke kunne støtte på det ene ben. Således valgte Klaus, at han og Michael skulle i deres sommerhus fremfor hjem til deres lejlighed, som er i to etager. Men ved ankomsten kunne Michael ikke komme ud af bilen. Nabokonen, der iøvrigt er hjemmesygeplejerske, blev tilkaldt. Hun rekvirerede straks en ambulance og inden midnat var Michael via sygehuset i Nykøbing Falster, der frygtede meningitis (hjernehinde-betændelse), fløjet i helikoptor til Rigshospitalet. Her var Michael så i måneder … og efterfølgende på genoptræningscenter Lillevang for at lære at skrive og gå! Dette er den meget korte version. Den mere korrekte er flere bogbind værdig!
 Klaus, Michaels kæreste, viste sig i denne svære tid, som en handlingens mand. I realiteten havde jeg dårligt mødt ham inden da – for han er fuldtids pædagog, arbejder med autister og var kun med, når der virkelig skulle pyntes op til fx jul. Klaus måtte nu træffe den svære beslutning at afhænde Michaels livsværk, Stades Blomster. Dog på en sådan måde, at Michaels lillesøster Louise og hendes nye mand Salar har kunnet åbne forretningen igen. Nu som Bondebyens Blomster.
Michaels tjans på JC – med rengøringen – holdt Klaus fast i, samtidig med hans eget job og som pårørende til en meget, meget syg samlever. Imponerende gjort af Klaus. Hjælp til dekoration fik vi fra Blomster Birgitte og så snart Michael kunne stå på benene var han med Klaus på job på JC … for Michael ville igang igen.
 Og sådan er det gået til at Michael nu ikke “kun” hjælper Klaus med rengøringen sådan lidt for sjov, men rent faktisk har fået et job hvor han også servicerer – og styrer – gæsterne og en hel del af det der ligger bag scenen – eller rettere bag baren.
 Ja, omsorg, personlighed, men også styring skal der til. Således har Michael lige gennemført et Dørmands-kursus – sammen med 5 andre af Jernbanecafeens tjenere – for at være bedst mulig rustet til at sikre bedst mulig ro og orden i vores alle sammens Dagligstue. Siden J-dag, dagen for julebryggens frigivelse, har vi omdøbt Dagligstuen til
Julestuen, for det passer ligesom bedre! Dannebrogsflag passer til både jul og … som markering af Michael 50 år. De skal i den grad vejre, når vi den 12. december 2014 fejrer
Deco Michael. Foruden at være ultra kreativ er Michael engageret, pligtopfyldende og et helt igennem usædvanligt menneske. Michael er vores alles Bamsemand.
Vi ønsker ham kun det aller, allerbedste for fremtiden!
Agnete Bjørlig,
Jernbanecafeen’s ejer i 3. generation
|
|